Den dag jeg blev væk fra mig selv..

(Kilde: Google)

Jeg ved ikk helt præcis hvornår det skete og det er jo ikk sket sådan rigtigt, altså i virkeligheden, 

men har det sidste stykke tid følt, at jeg er blevet væk fra mig selv.. følelsen af at være i en tildugget osteklokke - og når duggen en sjælden gang forsvinder, står jeg inde i klokken og kigger ud på mit gamle jeg.. 

Jeg ved ikk helt hvor jeg er på vej hen, hvordan jeg finder tilbage og OM jeg vil finde tilbage.. 

mit indre er i oprør og mit ydre krakelerer ved den mindste kratten.. følelserne er total uden på tøjet 

- og jeg har mest af alt lyst til at trække mig ud af min egen krop

En af mine mandlige kollegaer fortalte mig en gang, om en måde at betragte vi menneskers mentale sundhed og lykkefølelse på - se for dig et hus med 4 søjler, der symboliserer dit arbejds-, kærlighedsliv, økonomi og boligforhold - det mest ønskværdige er, at alle 4 søjler er lige solide, er en af dem svækket, er der det mere at "bære" på for de andre - er 2 eller flere af dem svækket, er dit "fundament" under et seriøst pres, 

og det er her det som oftest går galt for rigtig mange mennesker. 

Min bolig-, arbejds- og heraf økonomisøjle er under seriøst pres - der er i de næste par måneder 

rigtig mange ubekendte, der kan få indflydelse på søjlerne og har det SÅ skidt med, 

 at det meste er ude af mine hænder og jeg hverken kan gøre til eller fra  

Mit formål med dette indlæg er ikk at høste ynk, havde ganske enkelt brug for at få "sagt mine følelser/tanker højt" - og måske et spinkelt håb om, at nogen af Jer har haft en lignende følelse..?